Recital 97 AI Act
Official text
id="rct_97">
(97)
Begrebet AI-modeller til almen brug bør af hensyn til retssikkerheden defineres klart og adskilles fra begrebet AI-systemer. Definitionen bør baseres på de vigtigste funktionelle karakteristika ved en AI-model til almen brug, navnlig generaliteten og kapaciteten til med kompetence at udføre en lang række forskellige opgaver. Disse modeller trænes typisk med store mængder data ved hjælp af forskellige metoder såsom ved selvovervåget, ikkeovervåget eller forstærket læring. AI-modeller til almen brug kan bringes i omsætning på forskellige måder, herunder via biblioteker eller programmeringsgrænseflader for applikationer (API'er), som direkte download eller som fysisk kopi. Disse modeller kan ændres yderligere eller finjusteres til nye modeller. Selv om AI-modeller er væsentlige komponenter i AI-systemer, udgør de ikke i sig selv AI-systemer. AI-modeller kræver, at der tilføjes yderligere komponenter, f.eks. en brugergrænseflade, for at blive til AI-systemer. AI-modeller er typisk integreret i og udgør en del af AI-systemer. Denne forordning fastsætter specifikke regler for AI-modeller til almen brug og for AI-modeller til almen brug, der udgør systemiske risici, som også bør finde anvendelse, når disse modeller integreres eller indgår i et AI-system. Det forudsættes, at forpligtelserne for udbydere af AI-modeller til almen brug bør finde anvendelse, når AI-modellerne til almen brug er bragt i omsætning.Når udbyderen af en AI-model til almen brug integrerer en egen model i sit eget AI-system, der gøres tilgængeligt på markedet eller ibrugtages, bør den pågældende model betragtes som at være bragt i omsætning, og derfor bør forpligtelserne i denne forordning for modeller fortsat finde anvendelse foruden forpligtelserne for AI-systemer. De forpligtelser, der er fastsat for modeller, bør under alle omstændigheder ikke finde anvendelse, når en egen model anvendes til rent interne processer, som ikke er væsentlige for leveringen af et produkt eller en tjeneste til tredjeparter, og fysiske personers rettigheder ikke berøres. I betragtning af deres potentielt væsentlige negative virkninger bør AI-modeller til almen brug med systemisk risiko altid være underlagt de relevante forpligtelser i henhold til denne forordning. Definitionen bør ikke omfatte AI-modeller, der anvendes, inden de bringes i omsætning, udelukkende med henblik på forsknings-, udviklings- og prototypeaktiviteter. Dette berører ikke forpligtelsen til at overholde denne forordning, når en model bringes i omsætning efter sådanne aktiviteter.
Source: EUR-Lex, Regulation (EU) 2024/1689 — text reproduced verbatim.
📬 AI Act Weekly
Get the most important AI Act developments in your inbox every week.
Subscribe