Recital 73 AI Act
Official text
id="rct_73">
(73)
Højrisiko-AI-systemer bør udformes og udvikles på en sådan måde, at fysiske personer kan overvåge deres funktion og sikre, at de anvendes som tilsigtet, og at deres virkninger håndteres i hele systemets livscyklus. Med henblik herpå bør udbyderen af systemet fastlægge passende foranstaltninger til menneskeligt tilsyn, inden systemet bringes i omsætning eller ibrugtages. Hvis det er relevant, bør sådanne foranstaltninger navnlig sikre, at systemet er underlagt indbyggede driftsmæssige begrænsninger, som ikke kan tilsidesættes af systemet selv, og reagerer på den menneskelige operatør, og at de fysiske personer, som har fået til opgave at varetage det menneskelige tilsyn, har den nødvendige kompetence, uddannelse og myndighed til at varetage rollen. Det er også afgørende i relevant omfang at sikre, at højrisiko-AI-systemer indeholder mekanismer, der kan vejlede og informere en fysisk person, som har fået til opgave at varetage det menneskelige tilsyn, til at træffe informerede beslutninger om, hvorvidt, hvornår og hvordan der skal gribes ind for at undgå negative konsekvenser eller risici, eller standse systemet, hvis det ikke fungerer som tilsigtet. I betragtning af de betydelige konsekvenser for personer i tilfælde af et ukorrekt match fra visse systemer til biometrisk identifikation er det hensigtsmæssigt at fastsætte et skærpet krav om menneskeligt tilsyn for disse systemer, således at idriftsætteren ikke foretager tiltag eller træffer beslutninger på grundlag af den identifikation, der er frembragt af systemet, medmindre den er blevet verificeret og bekræftet separat af mindst to fysiske personer. Disse personer kan være fra en eller flere enheder og omfatte den person, der driver eller anvender systemet. Dette krav bør ikke medføre unødvendige byrder eller forsinkelser, og det kan være tilstrækkeligt, at de forskellige personers særskilte verifikationer automatisk registreres i de logfiler, der genereres af systemet. I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende inden for retshåndhævelse, migration, grænsekontrol og asyl, bør dette krav ikke finde anvendelse, når EU-retten eller national ret anser anvendelsen af dette krav for at være uforholdsmæssig.
Source: EUR-Lex, Regulation (EU) 2024/1689 — text reproduced verbatim.
📬 AI Act Weekly
Get the most important AI Act developments in your inbox every week.
Subscribe