Recital 59 AI Act
Official text
id="rct_59">
(59)
I betragtning af deres rolle og ansvar, er retshåndhævende myndigheders tiltag, der omfatter visse anvendelser af AI-systemer, kendetegnet ved en betydelig magtubalance og kan føre til overvågning, anholdelse eller frihedsberøvelse af fysiske personer samt have andre negative indvirkninger på de grundlæggende rettigheder, der er sikret i chartret. Navnlig kan AI-systemer udvælge personer på forskelsbehandlende eller anden ukorrekt eller uretfærdig måde, hvis de ikke er trænet med data af høj kvalitet, ikke opfylder passende krav med hensyn til deres ydeevne, nøjagtighed og robusthed eller ikke er korrekt udformet og afprøvet, før de bringes i omsætning eller på anden måde ibrugtages. Desuden kan udøvelsen af vigtige processuelle grundlæggende rettigheder såsom retten til adgang til effektive retsmidler, retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar samt uskyldsformodningen hindres, navnlig hvis sådanne AI-systemer ikke er tilstrækkeligt gennemsigtige, forklarlige og dokumenterede. Derfor bør en række AI-systemer, der tilsigtes anvendt i retshåndhævelsesmæssig sammenhæng, hvor det er særlig vigtigt med nøjagtighed, pålidelighed og gennemsigtighed for at undgå negative virkninger, bevare offentlighedens tillid og sikre ansvarlighed og effektive retsmidler, klassificeres som højrisiko, for så vidt som deres anvendelse er tilladt i henhold til relevant EU-ret og national ret. I betragtning af aktiviteternes karakter og de risici, der er forbundet hermed, bør disse højrisiko-AI-systemer navnlig omfatte AI-systemer, der er tilsigtet anvendt af eller på vegne af retshåndhævende myndigheder eller af EU-institutioner, -organer, -kontorer eller -agenturer til støtte for retshåndhævende myndigheder til vurdering af risikoen for, at en fysisk person bliver offer for strafbare handlinger, som polygrafer og lignende værktøjer, til vurdering af pålideligheden af bevismateriale i forbindelse med efterforskning eller retsforfølgning af strafbare handlinger og, for så vidt som det ikke er forbudt i henhold til denne forordning, til vurdering af risikoen for, at en fysisk person begår eller på ny begår lovovertrædelser, der ikke udelukkende er baseret på profilering af fysiske personer eller vurdering af fysiske personers eller gruppers personlighedstræk og personlige egenskaber eller tidligere kriminelle adfærd, samt til profilering i forbindelse med afsløring, efterforskning eller retsforfølgelse af strafbare handlinger. AI-systemer, der specifikt er tilsigtet anvendt til skatte- og toldmyndigheders administrative procedurer og til finansielle efterretningstjenesters udførelse af administrative opgaver, der omfatter analyse af oplysninger i henhold til EU-retten om bekæmpelse af hvidvask af penge, bør ikke klassificeres som højrisiko-AI-systemer, der anvendes af retshåndhævende myndigheder med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning og retsforfølgning af strafbare handlinger. Retshåndhævende og andre relevante myndigheders anvendelse af AI-værktøjer bør ikke blive en faktor, der bidrager til ulighed eller eksklusion. Den indvirkning, som anvendelsen af AI-værktøjer har på mistænktes ret til forsvar, bør ikke ignoreres, navnlig vanskelighederne ved at skaffe meningsfulde oplysninger om, hvordan disse systemer fungerer, og de deraf følgende vanskeligheder ved at anfægte resultaterne heraf i retten, navnlig for fysiske personer, der efterforskes.
Source: EUR-Lex, Regulation (EU) 2024/1689 — text reproduced verbatim.
📬 AI Act Weekly
Get the most important AI Act developments in your inbox every week.
Subscribe