Responsible AI Platform
Recital 143 of 18079%

Recital 143 AI Act

Official text

id="rct_143">

(143)

For at fremme og beskytte innovation er det vigtigt at tage særligt hensyn til interesserne hos SMV'er, herunder iværksættervirksomheder, som er udbydere eller idriftsættere af AI-systemer. Med henblik herpå bør medlemsstaterne udarbejde initiativer, der er rettet mod disse operatører, herunder vedrørende oplysning og informationsformidling. Medlemsstaterne bør give SMV'er, herunder iværksættervirksomheder, der har vedtægtsmæssigt hjemsted eller en filial i Unionen, prioriteret adgang til de reguleringsmæssige AI-sandkasser, forudsat at de opfylder støtteberettigelsesbetingelserne og udvælgelseskriterierne, og uden at andre udbydere og potentielle udbydere udelukkes fra at få adgang til sandkasserne, såfremt de samme betingelser og kriterier er opfyldt. Medlemsstaterne bør udnytte eksisterende kanaler og, hvis det er relevant, etablere nye særlige kanaler for kommunikation med SMV'er, herunder iværksættervirksomheder, idriftsættere, andre innovatorer og, alt efter hvad der er relevant, lokale offentlige myndigheder, med henblik på at støtte SMV'er gennem hele deres udviklingsforløb ved at yde vejledning og besvare spørgsmål om gennemførelsen af denne forordning. Hvis det er relevant, bør disse kanaler arbejde sammen om at skabe synergier og sikre ensartethed i deres vejledning til SMV'er, herunder iværksættervirksomheder, og idriftsættere. Medlemsstaterne bør desuden lette deltagelse af SMV'er og andre relevante interessenter i standardiseringsudviklingsprocessen. Desuden bør der tages hensyn til de særlige interesser og behov hos udbydere, der er SMV'er, herunder iværksættervirksomheder, når bemyndigede organer fastsætter gebyrer for overensstemmelsesvurderinger. Kommissionen bør regelmæssigt vurdere certificerings- og efterlevelsesomkostningerne for SMV'er, herunder iværksættervirksomheder, gennem gennemsigtige høringer og arbejde sammen med medlemsstaterne om at nedbringe disse omkostninger. Omkostninger forbundet med oversættelse af obligatorisk dokumentation og kommunikation med myndigheder kan f.eks. udgøre en betydelig omkostning for udbydere og andre operatører, navnlig mindre udbydere og operatører. Medlemsstaterne bør eventuelt sørge for, at et af de sprog, som de bestemmer sig for og accepterer til de relevante udbyderes dokumentation og til kommunikation med operatørerne, er et sprog, der forstås bredt af flest mulige idriftsættere på tværs af grænserne. For at imødekomme SMV'ers, herunder iværksættervirksomheder, specifikke behov bør Kommissionen efter anmodning fra AI-udvalget tilvejebringe standardiserede skabeloner for de områder, der er omfattet af denne forordning. Desuden bør Kommissionen supplere medlemsstaternes indsats ved at stille en central informationsplatform med brugervenlige oplysninger om denne forordning til rådighed for alle udbydere og idriftsættere, idet den tilrettelægger passende kommunikationskampagner for at øge bevidstheden om de forpligtelser, der følger af denne forordning, og evaluerer og fremmer konvergensen af bedste praksis i offentlige udbudsprocedurer i forbindelse med AI-systemer. Mellemstore virksomheder, der indtil for nylig var små virksomheder som omhandlet i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF (44), bør have adgang til disse støtteforanstaltninger, eftersom disse nye mellemstore virksomheder undertiden kan mangle de juridiske ressourcer og den uddannelse, der er nødvendig for at sikre en korrekt forståelse og overholdelse af denne forordning.

Source: EUR-Lex, Regulation (EU) 2024/1689 — text reproduced verbatim.

📬 AI Act Weekly

Get the most important AI Act developments in your inbox every week.

Subscribe